Bibioteket anbefaler: Bogen "Udsendingen"

De første sider af Yoko Tawadas Udsendingen føles ikke som en klassisk science-fiction roman. Bogen beskriver, hvordan Japan har lukket sig for omverdenen efter en uoprettelig naturkatastrofe, og hvordan fremmedord er blevet luget ud af sproget.

Her trækkes der tråde til to meget essentielle perioder i Japans historie. Nemlig årene efter Fukushima katastrofen og Edo-perioden i 1700-tallet, den sidste periode, med et traditionelt japansk samfund uden vestlig indflydelse.

De to historiske begivenheder agerer rammefortællinger for den dystopiske historie om gamle, som ikke kan dø, børn der er så svækket, at de ikke kan gøre noget selv og en verden, som ikke står til at redde.

Magisk humor i dystopiens tid

Selvom det hele virker dystopisk, er der en absurd humor hos Tawada. Grotesk formuleres det, hvordan hvaler bliver jagtet af pirater for at lave dem til kiks, de svækkede børn kan spise, og et andet sted er vaskemaskiner blevet hoteller for de sidste fisk i verden. Det er sjovt og tragisk på samme tid.

Hovedkarakterne, oldefar Yoshiro og oldebarn Mumei, tilføjer endnu et lag til den særlig verden. Yoshiro er langt over 100 hundrede år og Mumei er, som alle andre børn, så svækket, at han ikke kan optage calcium, hele tiden har en lidt for høj temperatur og konstant mister sine kræfter.

Alt sammen fortælles det i et metaforisk, fortryllende og sanseligt sprog, hvilket er med til at trække bogen væk fra mere hardcore science-fiction romaner, hvor nye verdner med robotter og rumrejser dominerer.

Snarere lægger den sig op ad genrer som magisk realisme, hvor dyr kan tale og nogen mennesker kan leve evigt.

I familiens skød under klimakrisen

Dystopien lurer hele tiden i baggrunden. Men i forgrunden er den eksistentielle fortælling om forholdet mellem oldefar og oldebarn, mellem forskellige generationer, og hvordan de påvirkes af den uoprettelig naturkatastrofe.

Men jo længere vi kommer ind i bogen, des mere bliver vi også klar over, at det egentlige plot handler om Mumei, der er i betragtning til at blive et af de børn, som sendes ud i verden for at få ny viden til Japan – heraf bogens titel Udsendingen.

Bogens helt overraskende og særegne momenter sker, når Mumei beretter om, hvordan en blæksprutte måske har taget bolig i ham, hvordan han kan mærke andres tanker og hele verden i sin krop.

Plottet om at blive en udsending virker på den måde underligt ligegyldigt, og bogens styrke er i stedet for de fantastiske skildringer af forholdet mellem oldefar og oldebarn, den unge Mumeis refleksioner, det fortryllende sprog og den måde, der stilles skarpt på, hvordan vi er nødt til at give omsorg til hinanden for, at vores planet kan overleve.

Og hvem ved, måske har vi, som det siges i bogen, allesammen brug for at se verden med andre øjne:

"Ja, med en blækspruttes øjne. Jeg ville gerne se verden med en blækspruttes øjne".