Biblioteket Anbefaler: Bogen: "Så vinden ikke blæser det hele væk"
Richard Brautigans roman er en poetisk, melankolsk og underfundig skildring af at vokse op i den amerikanske efterkrigstids underklasse, og hvordan et vådeskud forandrer et barns liv for altid.
Af Emil Busch Madsen
Efterkrigstidens Amerika er mere end John Wayne, burgere og middelklasse. Så vinden ikke blæser det hele væk blev Richard Brautigans sidste værk, inden hans tragiske selvmord.
Brautigan voksede op i Oregon under og efter 2. verdenskrig, og hans sidste roman foregår også i den nordvestlige, amerikanske stat. Romanen er en beretning om en personlig tragedie, de efterfølgende traumer og outsiderne i en lille by i Oregon.
Gennem de 100 sider piller Brautigan ved den gængse forståelse af det glorificerede Amerika og særligt ved billedet af efterkrigstiden som et forjættet land.
Han skildrer med humor og ømhed de eksistenser og traumer, vi helst vil gemme væk, og det gør værket både vigtigt og sørgmodigt, men også evigt aktuelt. For hvordan giver vi plads til de skæve og traumatiserede eksistenser i vores polerede Instagramverden?
Vådeskudsulykke og amerikansk kulturhistorie
Romanen er opbygget i ti dele, der hver afsluttes med:
”Så vinden ikke blæser det hele væk
støv … amerikansk … støv”
Hvilket giver en melankolsk grundtone.
Romanen fortælles af hovedkarakteren Whitney, der tre årtier senere ser tilbage på den skæbnesvangre dag i 1948, hvor vådeskudsulykken indtraf. Her blander Brautigan barnets nysgerrighed med den voksens refleksion og får bogens poetiske sprog og melankolske tone til at fremstå smerteligt klart.
Læseren bliver taget på en rejse gennem USA’s geografi, kendte historiske personer og populære troper om Amerika. Den arketypiske cowboy John Wayne, baseballikonet og playboyen Joe Dimaggio og eventyreren Huckleberry Finn, samt burgere, våben og guldminer nævnes som billedet på den amerikanske drøm og det glorificerede Amerika.
Men hos Brautigan er de kun en baggrund for den egentlige fortælling – en fortælling om eneboere, krigsveteraner og fattige outsidere.
Fra stor fortælling til vemodig erkendelse
Med blandingen af populærkulturelle referencer, melankoli og landskabsbeskrivelser vender Brautigan fortællingen om USA fra de store ikoner til de weird og udskældte randeksistenser. Det sker gennem humor med formuleringen om ”ølflaskeguldminer”, som beskriver en alkoholiseret savværksopsynsmands skur fyldt med tomme ølflasker.
Og videre fortæller han om en eneboer, der er krigsveteran fra 1. verdenskrig, en mexicansk friturekok, som flipper burgere hele dagen og et par, der tager alle deres møbler med ud at fiske.
Brautigans fortælling om Amerika er altså ikke en fortælling om de store helte, men snarere en fortælling om den store majoritet, der i højere grad former landet. En stille hyldest til de særlinge, som vi alle kender, men nok aldrig får talt med. Men det er også en historie om den enkeltes personlige tragedie.
Den er en vemodig erkendelse af, hvordan personlige tragedier spejler efterkrigstidens politiske problemer – og hvordan de fortsat kaster skygger over nutidens samfund. Ikke mindst for de grupper, der stadig lever i udkanten af den amerikanske drøm.
Romanen er for læsere af poetisk og underfundigt sprog, bevægende skildringer af en personlig tragedie og et portræt af mennesker på kanten af samfundet. En roman for alle, som har interesse for USA - særligt efterkrigstiden. Bogen er oversat af Søren Visti Kjeldgaard Hansen og udgivet på Forlaget Atlanten.
