Biblioteket anbefaler: Bogen "Empusion"
Hos den polske forfatter Olga Tokarczuk omdannes horror-genrens rædsel og uhygge til et klarsyn på den verden, vi lever i.
Af Emil Busch Madsen
I Empusion får mytologiske væsener, den mørke natur og sygdom en central plads og transformerer det skræmmende til et muligt helbredelsesrum.
Romanen er skrevet over Thomas Manns anerkendte roman Trolddomsbjerget og med denne bog tilføjer Tokarczuk endnu et hovedværk til sit allerede imponerende forfatterskab. Et forfatterskab, der nu spænder over historiske romaner, psykologiske skildringer og fornyelse af horror-genren.
Værkets genialitet ligger ikke kun i dets afmaskering af den vestlige verdens misogyni, men også i Tokarczuks særlig brug af vi-fortælleren. Hun udvikler en fortællestil, der viser, hvordan nichegenrer udfordrer genrekonventioner og hylder romanformen med et nysgerrigt og legende sprog.
At se med klare øjne i misogyniens maskinrum
”Udsynet sløres af lokomotivets dampskyer, der svæver hen over perronen. Man må se ud under dem for at få det hele med, et øjeblik lade sig blænde af den grå tåge. Efter denne prøvelse bliver blikket gennemtrængende og skarpt, nu ser man alt”.
Fortællingen begynder i 1913, hvor den unge, følsomme og tuberkuløse ingeniørstuderende Mieczyslaw Wojnicz fra Lwow ankommer til en lille by i den preussiske provins Schlesien, nær sanatoriet Görbersdorf.
I håbet om at få plads på Görbersdorf indkvarteres Wojnicz på et lille pensionat for herrer, bestyret af den formelle og hemmelighedsfulde Wilhelm Opitz. På pensionatet bor fire andre mænd: den dødssyge kunsthistoriestuderende Thilo, den strenge katolik Lukas, den passionerede socialist og humanist August og den hemmelighedsfulde teosof og politikommissær Frommer.
De tuberkuløse mænds fællesskab er forbundet af en stærk misogyni, hvor deres udsagn er hentet fra store vestlige forfattere, og den mystiske alkohol Schwärmerei, som slører mændenes sanser.
Døden af pensionatforstanderens kone, Klara Opitz, får Wojnicz til at stille spørgsmål ved særligt Opitz’ rolle i mordet og udforske det lille pensionat. Snart opdager han mærkelige lyde på loftet, folkesagn om kvindelige dæmoner i skoven, Schwärmereiens særlige ingredienser og mord på samme tidspunkt hvert år.
Wojnicz’ vedvarende interesse for disse hændelser drager ham længere ind i en mørk og uhyggelig konspiration, hvor han selv får en hovedrolle, der kulminerer i et særligt møde med skovens mytiske væsner.
Igennem sin tid på pensionatet former Wojnicz et venskab med Thilo. Her lærer han, gennem samtaler med Thilo, om den flamske landskabsmaler Herri Met de Bles. En maler, der var kendt for en stor detaljegrad i sine malerier, som ofte viser mere, end hvad øjet først ser.
Gennem Thilos fascination af de Bles og hans deliriske advarsler om, at Wojnicz skal passe på sig selv, bliver temaer som kunst og mytologi vævet sammen med de unge mænds sygdomshistorie og trækker tråde til de usynlige mysterier, der udspiller sig nær Görbersdorf.
Fælles for alle disse temaer – kunst, mytologi, sygdom og det uforudsigelige – er, at de alle peger på det usete og skjulte, det, der ligger bag det tilsyneladende normale og udfordrer os til at udforske de rædsler, vi aner, men ikke ser.
Boblende fortælleglæde og nyklassiker
”Så får vi øje på perronens stenfliser, kvadratiske felter med sarte plantestilke, som ihærdigt forsøger at opretholde en symmetrisk orden”.
I Empusion kaster Olga Tokarczuk læseren ud på en uhyggelig og dragende rejse. Vi-fortælleren får først til allersidst en legemlig form, men gennem hele romanen bryder den ind og kommenterer på romanens handling.
På denne måde omkalfatrer Tokarczuk horror-genren ved at lade fortælleren være en pirrende motor for fortællingen, der samtidig skaber en ubehagelig atmosfære, men samtidig viser sympati.
Fortælleren sender med sin klare og varme omsorg over for hovedkarakteren et dundrende nyrestød til både misogyniens frygtelige væsen og de karakterer, han omgiver sig med. Tokarczuk viser gennem en kollektiv fortæller og ved at vende horror-genren på hovedet, hvordan genren kan bruges som et helbredelsesrum, hvis vi ser de rædsler, vi møder, i øjnene og ikke altid blot lader os forføre af herskende normers ideologi.
Empusion er for læsere af klassikere, for læsere der elsker bøger om det overnaturlige, uhyggelige og boblende fortællerglæde.