Biblioteket anbefaler: Bogen "Det bedste man kan sige"

Nadia Kløvedal Reichs debutbog tager udgangspunkt i barnets oplevelse af en opvækst i det eksperimenterende og progressive miljø, som hendes to kunstnerforældre, forfatteren Ebbe Kløvedal Reich og kunstneren Alice Møller Kristensen, var en stor del af op gennem 1970’erne og 80’erne.

En opvækst centreret omkring idealer som fællesskab og frihed og ikke mindst et opgør med normer inden for f.eks. familieliv og kønsroller.

Som barn havde Nadia i den grad selv ansvar for at navigere i det til tider temmelig kaotiske liv, hvor de mange flytninger, skiftende voksne omsorgspersoner og den meget høje grad af frihed var uomtvistelige livsvilkår.

Børnene anses som værende på lige fod med de voksne. Der er frihed til at gøre, hvad du vil og være den, du vil være. Autoriteter er til for at nedbrydes, og rammer til for at udvides. Der frit valg på alle hylder. Og det lyder da besnærende.

Sætter spørgsmålstegn ved de voksnes valg

Som voksen ser hun dog i stigende grad tilbage på sin barndoms vilkår med undren. Der var mange ting, der måske burde have været sat spørgsmålstegn ved og en udtalt mangel på voksne, der tager ansvar - hvilket også bliver tydeligere og tydeligere for Nadia, jo ældre hun bliver;

"Jeg er ti år, og min opmærksomhed på mulige hændelser i min fars liv, jeg føler mig forpligtet til at handle på, er taget til. Jeg mærker hans afmagt og forsøger at feje forhindringerne for hans utopiske liv af vejen, men er hjælpeløs i forhold til hans kaotiske liv, der nu befinder sig på et lavpunkt".

Der er masser af eksempler på svigt i Nadias liv, og indimellem må man spørge sig selv; Hvorfor var der ikke nogen, der greb ind? 

Et opgør med kærligheden i behold

Nadia har egentlig passet på sin far og taget ansvar for en masse på hans vegne hele sit liv. Da han bliver dødeligt syg og derfor i højere grad må affinde sig med at være i stilstand, forsøger hun at få en samtale og en refleksion i gang med ham om hans livsvalg og hendes barndom.

For en gangs skyld er han i ro og kan ikke flytte sig. Men kan han mentalt sætte sig ind i hendes oplevelser?

I samtaler med sin mor stiller hun alle de spørgsmål, hun som barn måske ubevidst fornemmede var til stede i hende, men som hun først som voksen er i stand til at formulere. Og måske først tør stille nu.

Ingen af forældrene erindrer helt det samme som Nadia. Spørgsmålstegnene står hun tilbage med selv. 

Bogen er et stærkt erindringsskrift om den pris, børnene omkring de voksnes opgør med herskende normer, måtte betale. Der var ofte langt mellem de voksnes flotte paroler om ansvar for og i fællesskabet over for barnets oplevelse af at være overladt til sig selv i en verden af voksne, der kun har øje for deres egne behov.

Det er en bog om at blive voksen og møde sine forældre i deres til- og fravalg, men også om at kræve svar og stille krav – med kærligheden i behold.