Biblioteket anbefaler: Bogen "Birgithe med th"

Birgithe bærer ikke over, hun bærer nag

Så kort kan det udtrykkes af Birgithes ellers så søde og overbærende mand, Lasse. Og Birgithe bærer nag. Hendes hukommelse fejler intet; hun husker tydeligt og med stor bitterhed den skilsmisse, som hendes far var skyld i, som ødelagde hendes mor.

En mor, som hun på godt og ondt er meget tæt forbundet med. Tættere end søsteren Lea, som Birgithe og alle andre hele livet har skullet passe ekstra på. Og så husker hun alle de gange, hun er blevet forbigået eller blevet uretfærdigt behandlet.

Men spørgsmålet er, om hendes hukommelse nu altid er helt til at stole på? Og om Birgithe i virkeligheden har brug for at ruske lidt op i sig selv og sit verdensbillede?

Alt er galt

Vi følger Birgithe gennem 12 dage efter hendes mors død. Hun er vred og træt og kørt sur i både sit arbejde, sit ægteskab, sit forhold til sine børn og til sin søster. Som folkeskolelærer er hun træt af de uopdragne børn og vage forældre.

Den stilling som afdelingsleder, hun har søgt, har hun ikke fået, og i det hele taget oplever hun folkeskolen – og samfundet i det hele taget – som et meget trængt sted at være.

Derhjemme er hendes mand alt for sød og blød. Hendes tre børn forandrer sig, bliver større og mere selvstændige og er svære at fastholde det hidtidige tætte forhold til. Og så er der søsteren, Lea, der er så skrøbelig og sart, at Birgithe er ved at blive vanvittig. Ikke mindst nu, hvor deres mor er død og huset skal tømmes.

Huset, hvor den far, hun ellers har cuttet forbindelsen til, også pludselig dukker op og forstyrrer både hendes følelser og hendes version af sandheden.

Sorgen og sandheden

Det er sorgen over morens død, hendes oprydning i huset og ikke mindst farens insisteren på at tale med hende, der bringer både nutid og fortid op i små klare øjeblikke, hvor vi som læsere bliver klogere på Birgithe og hendes reaktionsmønstre.

Birgithe selv bliver også tvunget til at reflektere over sandheden om hendes barn- og ungdom og de roller, hun har tildelt sig selv og andre gennem tiden. For er virkeligheden helt så enkel og sort-hvid, som hun gerne vil gøre den til?

”Jeg føler mig som en tom beholder af et menneske, en plan, nogen engang har haft, og som nu er kørt af sporet”.

Birgithe er både gnaven og vred og ikke helt let at holde af, men hun er også et underholdende bekendtskab.  Hun er på én gang fastlåst i sin egen rolle som stærk og usårlig – og har fastfrosset de andre omkring hende i én bestemt historie.

Men hun er selvfølgelig også i sorg. Det erkender hun mere og mere gennem de 12 dage. Der er meget rørende momenter i bogen, hvor man kan mærke sorgen helt tæt på. Der er måske noget om snakken om, at man ”altid er sin mors barn” uanset, hvor gammel man bliver.

”Jeg er faldet ned i et hul i tiden, og jeg vil ikke op. Jeg vil være uden for tid, jeg vil sidde her og være sammen med min mor, og selvfølgelig er det naturligt, at hun er død, naturligt, at hun blev gammel, at æblet modnes og til sidst falder af træet og ligger og rådner i græsset. Men rotter er også naturlige. Og dårlige tænder”.

Det er et stærkt kvindeportræt, Katrine Marie Guldager leverer. Et portræt af sorgen, af vreden og af en oprørthed over, at familien, livet og samfundet ikke altid bliver, som man gerne vil have. Heller ikke selvom man forsøger at blande sig i stort og småt og påvirke andre.

Birgithes teenagesøn konstaterer tørt henvendt til sin mor, at verden ikke har brug for at blive rettet på konstant af hende. Men det er Birgithe nu ikke så sikker på. Det er i hvert fald svært at lade være.