Om Vangede Bibliotek

Vangede Bibliotek ligger på 1. sal i den hyggelige Vangede Bygade - en bygade, der både bærer præg af bydelens handelsliv og den nærmest landsbyagtige stemning, hvor alle kender alle og snakker sammen på kryds og tværs.

Vangede Bibliotek

Vangede Bibliotek er tegnet af arkitekt Kjeld Ussing i 1976. Biblioteket er ét stort rum, hvor den ene længe huser børne- og ungebøger og den anden voksenafdelingen. I midten finder du skranken og ”Torvet”, hvor vi løbende udstiller og afholder arrangementer. 

Der er en skøn udsigt til den flotte, grønne bibliotekshave, hvor du også er mere end velkommen til at hænge ud. Her mødes mange af bydelens lokale. Både hundeluftere, unge mennesker, skoleklasser og ældre folk, som sidder og nyder solen.

Vi har mange faste besøgende, som f.eks. læser dagens aviser og tidsskrifter i rummets lænestole og hyggekroge og vender stort og småt - både indbyrdes og med personalet. 

Selvbetjeningsautomat på Vangede Bibliotek
Vangede Børnebibliotek

Biblioteket har løbende forskellige litteratur- og kulturarrangementer - forfatterbesøg, ferniseringer, krea-workshops og koncerter. Vi afholder desuden quiz tre gange om året, hvor du også er mere end velkommen. 

Vi har en del forskellige læsekredse på biblioteket. Har du lyst til at høre mere om dem, slutte dig til én af dem eller starte din helt egen læsekreds op, så kom forbi eller skriv til mkal@gentofte.dk

Derudover huser vi en strikkeklub og en puslespilsklub og har et tilbagevendende kulturarrangement kaldet ”Forfattere om fredagen”, der drives af borgere fra Biblioteksgruppen. På disse fredage er der oplæsning af litteratur, men også deling af stort og småt inden for kulturområdet. 

I stueetagen ligger CaféCaféen, som er drevet af frivillige borgere samlet under foreningen Vangedes Venner. 

Vangede Bibliotek og Dan Turèll

Vangede er for mange måske mest kendt for at være hjemsted for Dan Turèll og ikke mindst klassikeren ”Vangede Billeder” fra 1975. Vangede Bibliotek huser Turèllsamlingen, som du altid kan besøge på egen hånd. 

Desuden uddeles Turèll-medaljen hvert år den 19. marts (Dan Turèlls fødselsdag).

Selvbetjening

Vangede Bibliotek er et af Gentofte Bibliotekernes nøglebiblioteker. Det betyder, at du kan benytte biblioteket uden for den betjente åbningstid. 

Med dit sygesikringskort kan du selv lukke dig ind i på biblioteket og låne/aflevere bøger, læse dagens avis eller bruge biblioteks computere.

Vi har fire publikumscomputere og en printer / kopimaskine, som du er velkommen til at benytte. Der er desuden It-hjælp den første tirsdag i hver måned.

Print og kopi

Vi har print- og kopifaciliteter, og du kan både printe i farver og sort/hvid.

Tilgængelighed

Har du brug for at undersøge adgangsforholdene for Vangede Bibliotek, inden dit besøg, kan du læse God Adgangs vejledning.