Verdens bedste magasiner på eReolen Global
Magasiner som The New Yorker, Vogue og Newsweek kan lånes i eReolen Global eller i den dertilhørende app 'Libby'.
Af Rosa Andersen
Du finder magasiner på eReolen Global og Libby, hvor det bliver endnu nemmere at få fat på dine yndlingsmagasiner.
Du kender måske i forvejen eReolen Global og Libby, da det også er her, man låner de engelske ebøger og lydbøger.
Ikke længere behov for en brugerprofil
Det betyder desuden, at man ikke længere skal oprette en brugerprofil for at læse magasiner. Man skal blot benytte det almindelige bibliotekslogin.
Når man er logget ind på eReolenglobal.dk, vil man kunne vælge imellem materialer som ebøger, lydbøger, materialer til børn og unge og nu altså også magasiner.
Hvad end det er The New Yorker, Vogue, Architectural Digest eller Newsweek, kan du give dig i kast med dit yndlingsmagasin helt gratis direkte på din smartphone eller tablet.
De fleste magasiner er på engelsk, men der findes også en lille samling danske tidsskrifter.
Danske tidsskrifter i eReolen Global Magazines:
- Antik & Auktion Denmark
- ISABELLAS
- Vi Unge
- Spis Bedre
- Psykologi
- IN
- Elle Decoration
Magasinerne tæller ikke med i lånekvoten, og ligegyldigt hvor mange magasiner man som bruger låner, er det stadig muligt at låne to bøger ad gangen ud over magasinerne.
Man låner magasinerne i 21 dage, hvorefter de automatisk returneres.