Madpakker der hitter
Find inspiration til madpakker, der bliver spist.
Af Kajsa Nerud
Der er langt fra den lunkne klapsammen med leverpostej og halvsløje agurker i fordums skoletid til nutidens madpakker. Udvalget af brød, pålæg, grønt og færdige løsninger er selvsagt medvirkende til, at madpakken har gennemgået en appetitlig udvikling.
Nu om dage er der sandwiches, pølsehorn, gnavegrønt og snacks i madpakken. Samtidig er der kommet nye kostvaner med mere fokus på vegetarisme, veganisme, gluten- og laktosefri kost.
#madpakker
På Instagram er der en trend med at vise fotos af færdigpakkede madkasser til inspiration for andre. Der er også fokus på opskrifter med madpakkevenlige retter, der kan fryses ned og bruges til travle dage og hvilken type og størrelse madkasse, der passer bedst til ens barns appetit og spisevaner.
På Instagram kan du finde inspiration ved blot at søge på #madpakker eller følge nogle af disse instagrammere, der udelukkende fokuserer på madpakker:
- madibornehojde (Mad i børnehøjde)
- madpakkemor - grøn og kødfri inspiration
- madpakkerderbliverspist (Madpakker der bliver spist)
- millesmadkasse (Milles Madkasse)
- madpakkecirkus (Madpakke cirkus) - laktosefattige madpakker
Og husk så, at det er ingen skam ikke at have tid eller lyst til at lave kreative madpakker med udstukket frugt, højbelagt smørrebrød, hjemmebagte grovboller m.v. Børn er forskellige og nogen vil helst have det samme dag ud og dag ind, mens andre jubler over overraskelser i madpakken. Bliver madpakken spist, er det en succes!