Biblioteket anbefaler: Filmen "Lida"

Lida er gammel. Så gammel, at hun nu bor på det ukrainske plejehjem, som hun i 12 år forinden arbejdede på. Smilende trisser hun rundt blandt de andre beboere, mens hun på en underlig svensk dialekt taler om stort og småt.

Ind imellem er der også tid til besøg hos den lokale kiosk, hvor hun sammen med to veninder læser ugeblade. Og så har Lida vist nok også fået en kæreste. Men alt er ikke fryd og gammen. Lida gemmer nemlig på en grum og tragisk livshistorie.

Ingen kontakt til familien

Lida tilhører et svensktalende mindretal, der siden 1700-tallet har levet en omskiftelig og hård tilværelse i landsbyen Gammalsvenskby nær floden Dnepr i det sydøstlige Ukraine.

Da tyskerne kom i 1941, blev det set som en befrielse, da indbyggerne, der på det tidspunkt også bestod af emigranter fra Tyskland, var kommet på kant med det sovjetiske styre. Efter tyskernes tilbagetog blev flere indbyggere sendt i sovjetiske fangelejre, men de fleste fik lov at vende tilbage til Gammalsvenskby efter et par år.

I dette virvar af krig, undertrykkelse og fattigdom voksede Lida op. Hun blev senere gift og fik fire sønner, men to af dem døde som spæd. Og nu har Lida ikke længere kontakt til nogen i sin familie. Hun går ud fra, at de tror, at hun er død og borte.

Men der er også en anden side af Lidas livshistorie. Instruktør Anna Eborn har nemlig fundet frem til Lidas søster og den ældste søn, der nu bor i Rusland.

Langsomt tempo driver historien

Anna Eborn serverer i sin dokumentar ikke Lidas historie i en ordnet kronologisk form, men springer i stedet mellem minder, genfortællinger, stemningssættende scener og dagligdagen på plejehjemmet. Og selvom det umiddelbart gør det lidt svært at finde hoved og hale i Lidas historie, så er denne fremstilling nok en af filmens helt store styrker.

For det er slet ikke meningen, at vi skal få helt styr på hver enkelt detalje i Lidas liv, men i stedet få en samlet forståelse af et menneske i sit livs efterår.

I et roligt tempo giver Eborn plads og rum til, at vi kan betragte, registrere og reflektere, og de landlige omgivelser og den ukrainske natur formår Eborn at gøre til en poetisk stærk ramme om et særligt liv, der snart er forbi.