Biblioteket anbefaler: Filmen "Faust"

En død krop ligger opsprættet på et træbord. Bordet bliver hævet ved hjælp af et hejseværk, så det står lodret, og liget bedre kan betragtes. Men liget undersøges ikke, fordi der er sket en forbrydelse. Eller fordi der er en eller anden form for pervers nydelse i spil. Men i stedet for at finde ud af, hvor sjælen holder til.

I Faust fra 2011, der er inspireret af Wolfgang Goethes og Thomas Manns værker om Faust, er vi tilbage i 1800-tallet i en lille tysk by. Faust er videnskabsmand og besat af forestillingen om sjælen som noget håndgribeligt. Han har en uudslukkelig trang efter at observere og forstå den. En trang, der driver Faust i armene på pantelåneren Mauricius, der er en slags jordisk Mefistofeles. 

Han giver Faust fornemmelsen af, at der forude ligger uanede muligheder og absolut indsigt, og tryllebundet af Mauricius’ gådefuldhed og overmenneskelige natur, følger Faust efter ham overalt.

Og det er en ret underlig og grotesk færd, hvor man aldrig helt ved, hvor en dør leder hen, eller hvad der befinder sig om det næste hjørne. En slags uigennemskuelig kædereaktion af begivenheder udfolder sig, hvor Faust undervejs får øje på den unge, smukke Gretchen og bliver så besat af tanken om, at hendes skønhed indeholder svaret på forskellen mellem liv og død, at han sælger sin sjæl til Mauricius imod at tilbringe en nat med hende.

Og ligesom Faust overgiver man sig som tilskuer mere og mere til Mauricius' mystiske adfærd og lader sig bare føre med af filmen, for det næsten er umuligt at gøre andet.

Svimlende leg med kameraet

Kameraet i Faust er i stadig bevægelse. Det svæver og stryger ankerløst rundt i den lille by i hælene på Faust og Mauricius. Sekvenserne veksler mellem at glide sømløst over i hinanden og at støde mere eller mindre frontalt sammen, hvilket skaber en svimlende fornemmelse og kværnende malstrøm af billeder og indtryk. Samtidig gør Sokurov brug af en linse, der forfladiger og strækker billedet ud, så vinklerne bliver underlige og billedet en smule sløret.

Det er svært at orientere sig i Faust; at stoppe op og få styr på, hvad der egentlig foregår. Det er som om, at selve filmen kæmper med en konstant uro, og selv leder efter en udfrielse fra sin egen konstante bevægelse. 

Det forfladigede billede optræder til tider som et slags pusterum, som i et møde mellem Faust og Gretchen på Fausts loftværelse, hvor flade nærbilleder af deres ansigter nærmest tager karakter af russiske ikoner. Det er vanvittigt smukt, men med ét er filmen på vej videre.

Sokurovs favntag med Faust-figuren resulterer i et rammende portræt af det menneskelige magtbegær, og videnskabens trang til at forstå alt, og som på trods af at udspille sig i 1800-tallet synes særdeles relevant og vedkommende netop nu. 

Og samtidig sætter filmens konstante uro tanker i gang om, hvor lidt tid og plads der egentlig er til at sanse og kontemplere sine omgivelser i et samfund, hvor alt skal gå hurtigere.