8 dokumentarer fra Filmstriben

Stieg Larsson - manden der legede med ilden 

Den svenske forfatter Stieg Larsson døde i 2004 blot 50 år gammel, og mange forbinder ham nok i dag først og fremmest med Millennium-trilogien - de tre krimier, der blev udgivet efter hans død og blev internationale bestsellers og filmatiseret i Hollywood.

Men dokumentaren, "Stieg Larsson - manden der legede med ilden", handler mest af alt om aktivisten og journalisten Larsson, der dedikerede en stor del af sit liv til at afdække den yderste højrefløj i Sverige.

Og sikke et liv. Filmen skildrer, hvordan Larsson blev udsat for attentater og måtte gå under jorden, mens han utrætteligt fortsatte sin kamp mod fascismen.

Taxi Téhéran 

Jafar Panâhi har haft svært ved at udøve sin profession. I sit hjemland, Iran, er han både blevet idømt husarrest og forbud imod at lave film. Det har dog ikke forhindret Panâhi i at lave film.

"Taxi Téhéran" blev i 2015 til efter, at Panahis husarrest var ophørt, men mens han stadig havde forbud imod at lave film. I filmen bliver vidt forskellige borgere samlet op i Teherans gader og interviewet. Med mobile monterede kameraer på taxien er der både plads til at filme passagerne og det forbipasserende byliv.

Man kan tage sig selv i at tænke, at det hele nok er en smule iscenesat, og den fornemmelse forstærkes, da Panâhi et stykke inde i filmen viser sig at være taxiens chauffeur.

"Taxi Téhéran" er en rebelsk episodisk film, der selvfølgelig kommer ind på spændingerne i det iranske samfund, men som også i sig selv bare er en livsbekræftende og opfindsom film.

Hitchcock, Truffaut

I 1962 udkom en mytisk filmbog: Hitchcock, Truffaut. Bogen blev til efter ugelange samtaler mellem de to store instruktører Alfred Hitchcock og den noget yngre François Truffaut i et filmstudie i USA.

De unge franske instruktører, som Truffaut var bannerfører for, ønskede i 60’erne en ny film. De ville gøre op med den franske kvalitetstradition, der vægtede det skrevne ord over instruktørens skabende kraft, og så hadede de amerikanske Hollywood-film. Men der var undtagelser. Og Hitchcocks oeuvre var én af dem.

Dokumentaren er baseret på bogen og optagelser af samtalen fra dengang, men giver også taletid til nogle af eftertidens største instruktører som Wes Anderson, Paul Schrader, David Fincher, Richard Linklater, Martin Scorsese og Peter Bogdanovich.

Nat og tåge

"Nat og tåge" er et portræt af koncentrationslejrene i nazitidens Tyskland. Farvebilleder af den delvist raserede og overgroede lejr Auschwitz-Birkenau er klippet sammen med sort-hvide arkivbilleder af torturerede og udmarvede fanger, som engang var indespærret på stedet.

Det er dog ikke bare praktiske omstændigheder, der gør, at farvefilm på den måde blander sig med sort-hvid arkivmateriale. Instruktør Alain Resnais’ ambition var ikke at lave et direkte vidnesbyrd om forfærdelighederne i lejrene.

Han ville i stedet indfange det umulige i at gengive lejrenes uhyrligheder. For hvordan fremstiller man egentlig holocaust? At forsøge at dokumentere det, der foregik i lejrene er ifølge Resnais dømt til at mislykkes.

I stedet fastholder Resnais dikotomien mellem erindring og glemsomhed som et nødvendigt reservoir for, at holocaust ikke skal blive til trivialiseret, sentimentalt melodrama. Førnævnte Truffaut har kaldt "Nat og tåge" “den bedste film nogensinde”.

Undergangens arkitektur

I dokumentaren "Undergangens arkitektur" er emnet også Nazityskland, og denne gang retter vi blikket mod den nazistiske æstetik. Centralt i den nazistiske ideologi var en ambition om at efterlade et visuelt og æstetisk eftermæle på højde med antikke græske og romerske ruiner.

“Ruinværdi” var en arkitektonisk grundpille i fremtidsplanerne for et verdensherredømme centreret om verdenshovedstaden Germania. Kunst var for nazisterne ideologisk propaganda og et opgør med de værdier, som de anså for degenerende for samfundet.

"Undergangens arkitektur" forsøger imidlertid ikke at forstå den nazistiske kunst ud fra den nazitiske ideologi, men i stedet omvendt. Her følger filmen den tysk-jødiske kulturkritiker og filosof Walter Benjamins antagelse om, at det, der mere end noget andet kendetegner nazismen, er æstetiseringen af det politiske. Og det gør filmen grundigt og særdeles overbevisende.

Lysets nostalgi

Den erfarne og prisvindende filmskaber Patricio Guzmáns visuelle mesterværk "Lysets nostalgi" viser en nations smerte, glæder og hemmeligheder. Som i "Perlemorsknappen" (2015) er udgangspunktet igen hjemlandet Chile.

I Atacama-ørkenen samles astronomer fra hele verden for at se dybt ind i kosmos og observere stjernerne. Himlen over ørkenen danner et helt særligt lys, der lader dem skue helt til universets ende i deres søgen efter svar om oprindelsen af liv.

Atacama-ørkenen er også et sted, hvor varmen fra den barske sol kan bevare spor fra fortiden helt intakt i sandjorden. Spor som forsvundne politiske fanger under Pinochets regime.

Mens astronomerne kaster deres blik mod himlen og de fjerne galakser, samles en gruppe kvinder ved observatoriets fod og vender blikket mod ørkensandet og dets uforløste hemmeligheder om deres familiemedlemmers skæbne. "Lysets nostalgi" er en essayfilm på højeste niveau.

Min bedste uven

Klaus Kinski var en karismatisk og ikke mindst berygtet skuespiller. Ingen instruktør arbejdede mere end én gang sammen med Kinski. Pånær Werner Herzog. Kinski medvirkede i hele fem af Herzogz film. Det var ikke uden dramatik.

Kinski har i sin selvbiografi hævdet, at Herzog truede ham med et gevær under optagelser til "Aguirre, den gale erobrer". Herzog hævder, at det var Kinski, der havde skydevåbnet.

Herzogs måske mest berygtede film er "Fitzcarraldo". Den helt store udfordring, både hvad angår filmens handling og tilblivelse, var at slæbe et rigtigt dampskib over et bjerg i Peru. Flere filmarbejder blev skadet under det hårde arbejde. Men eftersigende var Kinski endnu mere forhadt end Herzog under optagelserne.

Herzog mødte for første gang Kinski, da han var tolv år, og Kinski boede på et tidspunkt sammen med Herzogs familie. "Min bedste uven" skildrer det helt særlige had-kærligheds-forhold mellem to dominerende personligheder set fra Herzogs eget perspektiv.

Looking for Exits

Werner Herzog er helt sin egen. Men han har forsøgt at lære fra sig. Kristoffer Hegnsvad, der er redaktør for film- og tv-tillægget hos Politiken, er en af dem, der har deltaget i et af Herzogs filmkurser. Det beskriver han i sin bog Werner Herzog, hvor han også kommer med analyser af Herzogs film.

Hegnsvad har dog også selv begået film. Dokumentaren "Looking for Exits" er en af dem, og den handler om ekstremsporten wingsuit basejumping. I filmen følger og taler Hegnsvad med den amerikanske basejumper Ellen Brennan.

Hun har vendt samfundet ryggen for at finde klipper, hun kan hoppe ud fra, mens hun lever på en sten. Hun er som taget ud af en Herzog-dokumentar, men det er Hegnsvad, der har fundet frem til hende. "Looking for Exits" er et portræt af en kvinde, for hvem de svimlende flyveture i Alperne er et helt praktisk udtryk for et større livssyn.