Børn og unge

Biblioteket anbefaler: Bogen "Pestblomster"

Svenske Mats Strandberg er uhyggens mester.

Af Kåre Andersen

Han har sluppet vampyrer løs på Færgen. Ladet genfærd hjemsøge og terrorisere beboere og ansatte på et plejehjem i Hjemmet, og i Konferencen går en maskeret morder løs på en flok kommunalt ansatte på, ja konference. (De tre bøger skal dog ikke læses af børn, men af unge og voksne).

Mats Strandberg kan skrive til børn, unge og voksne, så koldsveden løber en ned ad ryggen, mens blodet flyder. Men han er også en skarp iagttager af den menneskelige natur, som han beskriver med indsigt og forståelse - næsten med sympati. Men han er heller ikke bleg for at udstille vores forsmåethed, fejhed og andre mangler. 

Derfor er hans romaner nærværende og aktuelle på trods af de gys og horrorrammer historierne foregår i. Denne gang slipper Mats Strandberg Pesten løs i Stokholm anno 1710. 

En fortælling om pest, hævn og tilgivelse

Magdalena lever et privilegeret liv i den Stockholmske overklasse. Hun er 15 år, bor i et stort hus i en fornem gade sammen med sin lillesøster Ebba, sin smukke mor og elskelige far. På trods af, at krigen mod Rusland raser i øst og rygter om pest kommer fra syd, lever hun sit ubekymret overklasseliv. Lige til den dag hvor døden står for døren og rækker ud efter hendes mor. 
 

”Jeg vil fortælle, hvordan det var, det efterår.
Jeg begynder med den største hemmelighed af alle.
Jeg indrømmer det værste af alt:
Jeg ville bare have, at hun skulle holde op med at skrige”.


Efter moderens død bliver Magdalena og Ebba smuglet ud af Stockholm for at komme væk fra Pesten. De skal nu bo hos deres moster Katarina på Sortedam Slot. En moster, de aldrig har mødt, på et slot, der har set bedre dage. 

Mens efterårsmørket bliver tættere og tættere i det regntunge Västerås, trækker skyerne sig sammen omkring de to søstre. 

For hvorfor hader deres moster dem sådan? Hvilken hemmelighed er det, der hviler over familien? Og hvad er det med den strenge præst? Er han til at stole på? Og hvorfor må de ikke se Katarinas stedsøn Axel? 

Mystik og gotik på Sortedam Slot

Mats Strandberg skriver blændende og siderne forsvinder i jagten på historiens klimaks. Jo længere man kommer ind i historien, des større bliver mystikken, og mens hemmeligheder bliver afsløret, fortættes atmosfæren i historiens mørke lige til, afsløringen kommer som et chok. 

For modige børn fra ca. 10 år og os andre, der elsker et godt gotisk gys.