Biblioteket anbefaler: Bogen "Dødsbo"
Inger Smærup Sørensen har skrevet en bevægende og aktuel roman, der råber højt i al sin stilfærdighed. "Dødsbo" er en gribende og nærmest hypnotisk fortælling om en anderledes måde at opfatte sig selv og verden på.
Af Signe Langtved Pallisgaard
Langt, langt væk. Ingen uro. At gentage Ellys handlinger. At holde fjernbetjeningen i hånden. At finde Ellys ro.
Det er sjældent, man læser en debutroman, hvor man er nødt til at dobbelttjekke, at romanen vitterligt ER forfatterens debut. Det gælder Dødsbo af Inger Smærup Sørensen. En roman, der er så original og helstøbt, at man ikke kan lade være med at tænke, det må være et hovedværk af en langt mere erfaren forfatter.
Ellys hus
I romanen møder vi en kvinde, der har solgt sin lejlighed, sagt sit job op og har købt et ubeset dødsbo i en lille landsby ude på landet. Der bor hun så. I Ellys hus. Blandt Ellys ting. Går i ét med Ellys dufte. Hun er flyttet på landet for på én gang at isolere sig fra klimakrisens nye livsvilkår, men samtidig leve i overensstemmelse med denne nye virkelighed.
Hun vil leve i sameksistens med og respekt for dyr og planter og stige af det almindelige livs evigt snurrende forbrugskarrusel. Hun går i Ellys praktiske kitler og sover i den seng, hvor Ellys blev født og døde. En seng hun deler med husstøvmider og andre hvirvelløse arter.
Omverdenen trænger sig på
Hvor fortælleren i begyndelsen lever isoleret i Ellys hus og så vidt muligt undgår at møde og tale med andre mennesker, trænger omverdenen sig efterhånden mere og mere på. Nanna og Kamma har det med lige at komme forbi med alle deres ord og planer.
De to lever helt almindelige liv, men også de vil gerne gøre noget godt for klimaet og planlægger derfor en træplantningsdag, der skal forene beboerne i landsbyen. Fortælleren deltager, vel vidende at katastrofen uundgåeligt nærmer sig.
