Litteratur

Læsernes Bogpris 2025: Her er vinderen

Emma Holten løb med Læsernes Bogpris 2025 for sin debutbog ”Underskud”, som sætter fokus på omsorgens oversete værdi.

Af Gentofte Bibliotekerne

Tre ugers afstemning er slut, og opløbet var tæt, men Emma Holten og Underskud er nu kåret som vinder af Læsernes Bogpris 2025. Med æren følger 50.000 kroner.

Emma Holten vinder Læsernes Bogpris 2025
Emma Holten modtager Læsernes Bogpris på Det Bibliotekspolitiske Topmøde i Herning

En vigtig bog i en vigtig tid

Bogen har høstet ros for sin klare stemme og skarpe analyse af et samfund, hvor omsorgsarbejde alt for ofte overses – både i hjemmet og i det offentlige. ”En uhyre vigtig bog,” lød det fra redaktør Lise Vandborg, da prisen blev overrakt til Emma Holten ved Det Bibliotekspolitiske Topmøde i Herning.

Et lysende manifest

I talen til prisvinderen sagde Lise Vandborg desuden:

”Årets vinder af Læsernes Bogpris er på kvindernes side. Bogen rummer en skarp analyse af, hvordan samfundet styres af økonomiske modeller, der ikke måler værdien af omsorg. Den viser værdien af omsorgsarbejde både i hjemmet og i det offentlige. Et arbejde, som mest udføres af kvinder. Alligevel står kvinder som en underskudsforretning i de økonomiske beregninger.”.

I sin takketale nævnte Emma Holten blandt andet vigtigheden af bibliotekerne, som hun mener skaber mulighed for menneskelige transformationer.

Fra aktivist til prisvindende forfatter

Emma Holten har i over et årti været en markant stemme i debatten om ligestilling og feministisk økonomi. Med Underskud har hun nu også sat sit præg på litteraturen – og på læserne, der har stemt hende helt til tops i årets prisuddeling.

Stort tillykke skal det lyde til Emma Holten fra Gentofte Bibliotekerne.