Børn og unge

Når illustrationer letter fortællingen

Her kommer tre læseforslag, hvor følelserne er på spil.

Af Ida Sondrup

Alle tre bøger har fokus på familie, i forskellige aspekter. Om det er forholdet mellem bedsteforælder og barnebarn, søskende eller mellem to venner der drager på eventyr, så drejer det sig om det til tider svære familieforhold. 

Det betyder ikke at bøgerne er mørke og tunge at læse, snarere tværtimod! Med flotte illustrationer og tekster der rimer eller kan synges, løftes de svære emner sig til at blive lette, nostalgiske fortællinger fulde af magi og leg. 

Rigtig god fornøjelse!

Tre billedbøger

Lille Lulu Lykkepot af Gunilla Bergstrøm

”Lulu kan hoppe, og Lulu kan gå, og Lulus hoved er fin udenpå.
Men tænk, at en pige med øjne så fine har en fejl i sin tænkemaskine”

Lasse har fået en lillesøster, som har et mentalt handicap. Lasse kan ikke se der er noget i vejen med Lulu, andet end at hun engang imellem er en virkelig irriterende lillesøster (men det er alle små søstre vel?)

Bogen, som er skrevet af Alfons Åbergs litterære ”mor” Gunilla Bergstrøm, forklarer finurligt hvad det vil sige at få et barn med specielle behov. Teksten er skrevet i vers, og med Gunillas kendte streg. 

Efterspørgslen på bogen eksploderede i maj måned, da den blev nævnt i DR-dokumentaren ”Anders Agger indefra: syg ungdom”. Heldigvis har biblioteket købt en stak hjem, og bogen kan nu lånes uden ventetid. 

Den ekstraordinære rejse del 1. af Denis-Pierre Filippi

Serien følger børnene Noemie og Emilien der drager ud i en undervandsbåd, for at finde Emiliens far, under 2.verdenskrig.Undervejs slår de sig sammen med farens samarbejdspartner, og flygter fra tyske soldater – hjulpet på vej af robotter…?

De ved at faren gjorde sig klar til at deltage i en konkurrence i Paris, inspireret af Jules Verne, så de tager mod storbyen, for at finde Emiliens far – og måske deltage i konkurrencen.

Tegneserien har meget flotte illustrationer, og selvom den foregår under anden verdenskrig, dukker der robotter og andre væsner op undervejs, hvilket tilfører historien ekstra spænding og mystik.

Serien er sat til at udkomme i 9 dele, opdelt i 3 trilogier.

Jeg venter i spænding på de sidste bind, og indtil da kan del 1-5 lånes på biblioteket. 

 

Lyse nætter af Alberte Winding

En virkelig fin billedbog, med tekst over Alberte Windings sang.

Bogen fortæller om en bedstemor, der kun ser sit barnebarn om sommeren, men skilles fra hende når efteråret står for døren.

Teksten fra Albertes sang giver bogen en smuk nostalgi over forholdet mellem barnebarn og bedstemor. Man kan selv vælge om man vil læse bogen, eller synge den.

Ordrup bibliotek har i september og til midt oktober en udstilling over Alberte Windings forfatterskab, og her kan bogen Lyse nætter og mange andre af Albertes bøger læses og/eller lånes.