Biblioteket anbefaler ”Kvinden der elskede insekter”

"Når jeg maler insekter, tænker jeg på Gud, og når jeg studerer sommerfuglens vinger, taler Gud til mig. Jeg er måske en doven ven og en lidet charmerende kvinde, men male, det kan jeg. Og min pen er fuld af taknemmelighed".

Sådan beskriver hovedpersonen, Maria, sig selv i den forunderlige roman Kvinden der elskede insekter – skrevet af den finske forfatter Selja Ahava.

Den fascinerende skæbnefortælling strækker sig over 370 år med den samme jeg-fortællende hovedperson, Maria. Læseren følger hende gennem alle faser af livet – fra fødsel til død.

Historien begynder i Frankfurt i slutningen af renæssancen, hvor tro og overtro dominerer billedet. Næste store nedslag er Japan omkring år 1900 med industrialisering og Darwins evolutionslære. Fortællingens sidste del beskriver Maria i den afsluttende fase af livet. Her er hun placeret i nutidens Berlin med tv, fitnessklubber og firehjulstrækkere.

Livslang passion

Maria får allerede som barn en brændende interesse for insekter. Hendes fascination af insekter – særligt af sommerfuglelarven – bliver en livslang, altopslugende passion. Det kommer til at påvirke hele hendes opvækst og liv – på godt og ondt.

Maria vokser op i 1600-tallets Tyskland i en familie, hvor stedfaderen er maler. Han sætter hende i gang med at tegne, og allerede som barn laver hun detaljerige illustrationer af larver og orme. Hun indsamler og opbevarer insekter i krukker og æsker og nedfælder sine mange observationer om insekternes udvikling i sine notesbøger.

I den del af historien, der foregår i sidste halvdel af det 17. århundrede, lever Maria sammen med sin mand, Johann, først i Frankfurt, siden i Nürnberg. Johann kan slet ikke acceptere Marias interesse for insekter og ikke mindst hendes evne og lyst til at tegne dem. Især hendes planer om at udgive en ormebog er ham meget imod.

Midt i 1800-tallet rejser hun alene til Japan og opdager en masse nye insektarter såsom ildfluer og syngende græshopper. Hun stifter bekendtskab med Darwins teorier om arternes oprindelse og tvivler mere og mere på Guds rolle i naturen.

Læseren er med til det sidste, hvor døden – og naturen – får det sidste ord. Maria går som alle andre skabninger til grunde og nedbrydes – og bliver ét med naturen.

Inspireret af historisk naturforsker og billedkunstner

Romanens hovedperson er inspireret af en række historiske kvindelige naturforskere og kunstnere, som bliver nævnt sidst i bogen. Romanfiguren Maria er først og fremmest baseret på naturforskeren og billedkunstneren, Maria Sibylla Merian, der levede fra 1647 til 1717.

På trods af tidens normer fik hun stor videnskabelig indflydelse. Hun er kendt som den første, der dokumenterede de fire stadier i sommerfuglens metamorfose. David Attenborough regner hende efter sigende blandt historiens vigtigste entomologer.

Maria Sibylla Merian var på mange måder bemærkelsesværdig for sin tid. Med sin kunst forsørgede hun i perioder både sig selv, sin mand og datter og flyttede siden hen fra manden ind i et religiøst fællesskab.

Hun var særdeles entreprenant – hun udgav, illustrerede og trykte bl.a. selv hovedværket Metamorphosis Insectorum Surinamensium i 1705.

Miraklerne findes

Kvinden der elskede insekter er en medrivende skæbnefortælling og frigørelseshistorie. På samme vis som insekter undergår gådefulde metamorfoser, forvandles Maria gennem de 370 år, læseren følger hende.

Historien bliver dermed et billede på en kvindes frigørelsesproces, der først usikkert famler sig frem, men som ender med at finde sin egen stemme og vej.

Romanen er mest af alt en hyldest til naturen. Som læser bliver man smittet af Marias fascination af den mangfoldige natur, der rummer både liv og død – og vilde mirakler:

”Det, der sker i puppen, er skjult for vores øjne og forstand, men måske er forvandlingens opgave at minde os om, at miraklerne findes.”