Biblioteket anbefaler: "Adam i Paradis"

Jeg tænker på mig selv som en gammel drage, der er ældet så kraftigt, at han er sunket sammen, han, der før dækkede hele sit rige og sit skatkammer under vingerne, er nu blevet en hæst hvæsende genstand, mat som gammelt guld, liggende på sofaen som en gulddragefigur blandt juvelerne.”

Sådan lader Rakel Haslund-Gjerrild sin hovedperson beskrive sig selv i den biografiske roman Adam i Paradis. Hovedpersonen og romanens fortæller er den danske flamboyante kunstmaler Kristian Zahrtmann (1843-1917), som blev anset som en af dansk kulturlivs mest anerkendte kunstnere og er kendt for at male stærke, historiske kvinder og smukke, muskuløse mænd i farverige scener.

Romanen begynder i 1913, hvor Zahrtmann er ved at færdiggøre sit måske mest berømte maleri Adam i Paradis – også kaldet "Adam keder sig i Paradisets Have". Han har fået leveret palmer, eksotiske blomster og bananklaser til sin mondæne villa på Frederiksberg for at omdanne sit atelier til en jungle og dermed sætte rammen for maleriet, der kommer til at emme af begær og erotik.

Zahrtmann er i sit livs efterår. Han er 70 år og meget bevidst om sit kropslige forfald, hvilket står i skærende kontrast til hans unge, smukke model – en ung soldat, som han tilfældigvis møder på en togtur. Zahrtmann føler sig gammel og grim, men besidder tydeligvis stadig stor vitalitet og skaberkraft.

Den Store Sædelighedssag

Romanen går lidt tilbage i tiden og følger nedslag i Zahrtmanns liv og malerier. Mellem kapitlerne er der indstik af autentiske retsdokumenter og aviskronikker skrevet på gråt papir.

De faktuelle dokumenter omhandler især Den Store Sædelighedssag i 1906-07, hvor flere homoseksuelle mænd blev retsforfulgt og dømt på baggrund af den daværende straffelovs § 177 om "omgængelse mod naturen". Herman Bangs sørgelige skæbne og død i 1912 bliver også fremhævet.

Zahrtmann bliver af mange kunstkritikere betragtet som homoseksuel, men i romanen antyder Rakel Haslund-Gjerrild kun sin hovedpersons tabuiserede seksuelle orientering. På den måde understreges nødvendigheden i at leve diskret og ikke mindst ensomt som homoseksuel underkastet samtidens borgerlige sædelighedsmoral.

Som Zahrtmann på et tidspunkt i romanen siger: "Kun glæderne og de små sorger bør man dele med hinanden, livet må man selv bære på".

Adam i Paradis er et interessant og levende tidsbillede. Det er samtidig en gribende fortælling om et komplekst og farverigt menneske og en kompromisløs kunstner.

Romanen er yderst velskrevet i et sansemættet sprog fuld af saft og kraft, og lige så farverigt eksekveret som Zahrtmanns koloristiske malerier.

Exofiktion i fremdrift

Det er ikke kun Rakel Haslund-Gjerrild, der i den seneste tid har beskæftiget sig med det fiktive kunstnerportræt. Flere andre danske forfattere har vendt blikket udad mod en virkelig person og sat historien i en fiktiv ramme.

Denne litterære genre har fået tilnavnet exofiktion og er et modsvar til autofiktion, som har et mere indadvendt blik. I flere nyere danske udgivelser digter forfatterne videre på forskellige kunstneres liv og kaster ikke mindst lys på de mennesker, der omgiver dem.

Malene Ravn har skrevet om Carl Fischer, Jesper Wung-Sung om Vilhelm Hammershøi, Peter Løhr om Johan Thomas Lundbye, Christina Englund om Francesca Woodman og Christina Hesselholdt om Vivian Maier.