Højtlæsning for de 3-6 årige
Højtlæsning er godt for store og små, og der er mange gode grunde til at læse højt for dit barn og blive ved med det.
Af Kajsa Nerud
Højtlæsning udvikler barnets ordforråd, begrebsverden og læseglæde og er et godt udgangspunkt for hyggeligt samvær, nærhed og samtaler om barnets verden. Læsning kan mindske den stressfølelse, der kan følge med et børneliv og styrke børns koncentration. Sidst, men ikke mindst, er det både sjovt og magisk at læse en god bog sammen.
Og der findes jo så uendeligt mange fantastiske, smukke, rørende og sjove bøger for de små (og deres voksne).
Grin højt til bøgerne om Lasse-Leif og hans dukke Luske-Lise, som gør alle de ting, Lasse-Leif ikke må. Lær om naturen og årstidernes gang i den poetiske billedbog Æbletræet, eller tag på eventyr med to modige børn, der finder en frygtindgivende drage, som viser sig slet ikke at være ond i Legenden om dragens ild.
Her har vi fundet nogle gode højtlæsningsbøger frem, som er gode til børn i alderen 3-6 år.
God fornøjelse!