Biblioteket anbefaler: Bogen "Ar"

Jeg pakker for et lig. Kufferten er næsten tom, der er hverken solcreme eller barbermaskine, ikke skifteskjorter, ikke sandaler, badetøj eller korte bukser, ikke kamera og ikke telefon. Man vil ikke kunne få fat på mig”.

Jonas Ebeneser ønsker ikke længere at leve. Efter en traumatiserende skilsmisse beslutter han sig for at begå selvmord. Han er i slutningen af fyrrerne og har ikke haft et intimt forhold til hustruen i de seneste otte år.

Da han tilmed får at vide, at han ikke er biologisk far til datteren, og da han ikke længere kan nå ind til sin gamle demente mor, konkluderer han, at han lige så godt kan dø. Ingen vil savne ham. Verden vil klare sig fint uden ham.

Han vil dog ikke udsætte sin datter for den belastning at finde ham død, så han beslutter sig derfor for at rejse væk fra hjemlandet Island.

Håb i dødens land

Han tager til et fjernt land, som kort forinden har været skueplads for en intens borgerkrig. Han indlogerer sig på Hotel Silence, hvor han ret hurtigt bliver bedt om at udføre diverse håndværksmæssige opgaver på det forfaldne hotel.

I sin sparsomme bagage har han medbragt en boremaskine, som han havde påtænkt skulle bruges til at skrue en krog i loftet til det planlagte selvmord. Den krog bliver imidlertid aldrig skruet op, da Jonas langsomt begynder at få livslysten tilbage.

Især bekendtskabet med den unge kvinde Maj og hendes lille søn bringer Jonas tilbage til livet. Deres tydelige ar på både krop og sjæl ovenpå krigens voldsomme oplevelser gør stærkt indtryk på Jonas og får sat tingene i rette perspektiv:

”Jeg kan ikke fortælle denne unge kvinde som har skullet anstrenge sig sådan for at overleve sammen med sin søn og yngre bror under en regn af faldende bomber – i et land hvor der flyder blod i flodlejerne og hvor henrettelsesgrupper drog omkring indtil for få uger siden og vandet stadig er farvet af blod – at jeg er kommet hele den lange vej for at tage livet af mig”.

Jonas har selv ar på sjælen ovenpå sit forliste ægteskab, og hans fortvivlelse er stor og lammende, men for hver dag, han befinder sig i det krigshærgede land, kommer der gradvis mere og mere liv i ham, og han fortryder snart, at han rejste af sted uden skifteskjorter i kufferten:

"I dødens land haster det af en eller anden grund ikke nær så meget med at dø”.

Ar er en meget underholdende og livsbekræftende roman. Den er både melankolsk og fuld af håb, og så rummer den først og fremmest en skøn og forløsende humor. Livet er ikke det værste, man har!